Om meg

Bildet mitt

Jente/dame som er gift,  alle ungene har nå forlatt redet. Er et positivt og sosialt menneske som liker å utforske nye spennende ideer, og saker jeg kommer over.

lørdag 18. mai 2013

Det å kjenne at ein lever

Det å kjenne at ein lever,
det å røyne ein er til,
er som venger når ein svever
og som lodd i sorg og tvil.
Mange kjære er så fjerne,
men så nære i mitt sinn,
liksom stjerne etter stjerne
kjem i himmelhugen inn.

Det som stundom berre stråla
kjem til vemod attom slør.
Ja, å leva må ein tola
om det lagar seg til bør.
Men å ana noko etter:
Det å vita vona her,
er som draumegode netter
og som venting på ein kjær.

Når med levetid det lakkar,
minna nynnar på ein song,
og med blenk i tåre takkar
for kvar lukkegode gong.
Alle elska i ein tonar,
tankesett til melodi.
Lever enn i kva ein vonar
som om inkje er forbi.

Mange kjære er så fjerne,
men så nære i mitt sinn.
Liksom stjerne etter stjerne
kjem i himmelhugen inn.


Knut Buen


onsdag 15. mai 2013

Til deg

Du gjør meg glad
fordi du er
akkurat deg selv.

Jeg opplever deg som
et lys som skinner,
en sol som varmer,
en blomst som gleder.

Godt at du er
nettopp deg,
frodige, fargerike
deg selv.


Ragnhild Bakke Waale

tirsdag 14. mai 2013

fredag 3. mai 2013

Ved fossen

Eg står på brua og ser i brådjupet.
Fossen kokar sin avgrunnseid.
Fossen sjodar i alt mitt lynde.
Men sola strålar ifrå ditt ynde,
Eg elskar fossen. Eg elskar deg.

No skin det sol over sætergrendene,
der du lokkar din bøling heim.
Berre storme og gjer deg stri, foss!
Ein lagnad skilde vel lengsla i oss.
Men elskhug lever til siste kveld.

No syng du viser, dei glade visene.
Dei er stjerner i natta mi.
Minnet målar ditt gullhårglitter.
Eg står i blåskuggen, bleik og bitter.
Det kløkk i bjøller frå alle berg.

Med sorg og skuggar kjem natta sigande.
Likgufs kjøler frå naken foss.
Band av elskhug kan aldri slitne.
Eg høyrer einkvan i mørkret vitne
at den vinn siger, som elskar mest.

Du har'kje svike, men svaret svidde meg.
Svart vert elskhug i einsemdnatt.
Enno skimrar eit ljos i hugen.
Men minnet græt gjennom heile skogen.
Eg hatar fossen. Eg elskar deg.

For ein gong kljem du her glad i kveldinga,
gleda fylgjer ditt fotefar.
Skulle fossen ein liksong sjode
og sløkkje gleda i deg, du gode?
Nei, syng du, foss, om min såre elsk.

Så går eg lenger i skuggeskogane.
Fossen andar i all mi natt.
Lengt mot deg skal eg evig lida -
Du går i gullglans på andre sida
og strålar sol inn i songen min.

Tor Jonsson

onsdag 1. mai 2013

Å unge vår


Der syder saft bag birkens bark,
det dufter sødt fra kløvermark.
Hver fugl en liden vise har,
den synger, -- tier --, ber om svar;--
en sælsom glans om jorden går --
å, unge vår!

Og selv det gamle lønnetræ,
som jeg kan fra mit vindu se:
Et slør af blade bittesmå,
de vrimler frem af barken grå,
og dækker stammen ru og hård: --
å, unge vår!

Alt er så skjønt som én gang før:
fra lønneløvets lette slør
til forårshimlens dybblå flod.
Og selv mit gamle hjerteblod,
min Gud! det bruser og det slår:
å, unge vår!

Hvad kommer al din pragt mig ved?
jeg havde fundet kvældens fred --
O, hvorfor gjør du så idag
min gamle sjæl så ungddomssvag,
så mindesyg, så hjertesår,
å, unge vår!

(Villhelm Krag 1898.)