Å unge vår

Der syder saft bag birkens bark,
det dufter sødt fra kløvermark.
Hver fugl en liden vise har,
den synger, -- tier --, ber om svar;--
en sælsom glans om jorden går --
å, unge vår!

Og selv det gamle lønnetræ,
som jeg kan fra mit vindu se:
Et slør af blade bittesmå,
de vrimler frem af barken grå,
og dækker stammen ru og hård: --
å, unge vår!

Alt er så skjønt som én gang før:
fra lønneløvets lette slør
til forårshimlens dybblå flod.
Og selv mit gamle hjerteblod,
min Gud! det bruser og det slår:
å, unge vår!

Hvad kommer al din pragt mig ved?
jeg havde fundet kvældens fred --
O, hvorfor gjør du så idag
min gamle sjæl så ungddomssvag,
så mindesyg, så hjertesår,
å, unge vår!

(Villhelm Krag 1898.)

Naar alt er stille....

Sent på høstnatten 

 Saa jeg henne komme,
hele verden stansed og saa sig stille om,
og det skinned i luften, hvorhen hun kom;
aa, ungdom, hvor bruste det da herinde!

Saa jeg henne svinde,
hende fulgte solen og sommerhimmelen blaa,
og en graanende høstkveld rundt om mig laa;
aa - ungdom, hvor du bruste i mitt minde!

Snart er natten inde,
livsgløden slukner i hjertets askeklump,
og evighetens stilhed synker dyb og dump,
men - aa ungdom, hvor du bruser i mitt minde!!

Vilhelm Krag

(1871-1933)