Den fagraste rosa

Den fagraste Rosa er funni,

Ho upp millom Klunger er runni:

Vaar Jesus den dyraste Blomen

Rann upp av ei Ætt under Domen.

 

For sidan me misste den Æra

Guds Bilæt i Hjartat at bera,

Laag Verdi i Øyda og Villa,

Og Dauden oss herjade illa.

 

Men Herren ei Rosa let bløma

All Verdi til Sæla og Søma.

Og Angen til Himmelen stiger:

Vaar Jord til Guds Hage ho viger.

 

So blømer Guds Kyrkja med Æra

Og yndige Frugter kann bera,

I Kristo ho andar og liver.

Han Væta til Voksteren giver.

 

No skulde vel Verdi med Gleda

Til Frelsaren Lovsongar kveda.

Men Mange paa Klungrarne glosa

Og sjaa ei den himmelske Rosa.

 

Du Syndar! kvi vil du deg herda,

Som Klungren med Broddar deg gjerda,

Med storlaatne Tankar i Sinne

Som Tornarne strake og stinne!

 

Stig ned fraa den sjølvgjorde Hægdi

Og graat fyr din Frelsar i Lægdi!

So skal du hans Kjærleike kjenna:

For Rosor i Dalarne renna.

 

No Jesu! du stendig skal vera

Mi Rosa, mi Pryda og Æra.

Du eine mitt Hjarta skal taka.

Di Søta eg evig skal smaka!

 

Mi Rosa meg pryder og fagnar,

Mi Rosa meg gleder og gagnar,

Dei synduge Lyster ho driver

Og mildt under Krossen meg liver.

 

Lat Verdi meg truga og tvinga.

Lat Tornarne riva og stinga.

Naar Hjartat umsider vil bresta,

Eg Rosa paa Brystet vil festa.